Op: Tilbage

Martin Geisler

Mersenne primtal

Marin Mersenne

3. årsopgave

Aalborghus Gymnasium

22.-29. januar 2001

Forord

Denne opgave skal handle om Mersenne primtal, men kommer også ind på meget andet. Da de forskellige grene af matematikken ofte vikler sig ind i hinanden på en uforudsigelig måde, må vi have fat i ting som f.eks. gruppeteori, for at kunne forstå argumenterne i forbindelse med beviset af Lucas-Lehmer sætningen.

Stilen

Jeg skrive i et tekstformateringssystem som hedder L^ATEX. Denne rapport ser derfor ikke helt ud, som hvis den var lavet med f.eks. Word. Henvisninger til litteraturlisten bagerst står i teksten som f.eks “[1]”, hvilket skal læses som “kilde 1”.

I forhold til Word har mine sider en større margin, både i siderne og i top og bund. Det betyder naturligvis, at der ikke står så meget på hver linie, og at der ikke er så mange linier på hver side. Opsætningen er valgt sådan, fordi det er nemmere at læse en tekst, når linierne ikke er alt for lange.

Én side i L^ATEX indeholder omkring 70% af hvad der kan stå på en side i Word, når vi snakker om ren tekst. Når det også er ligninger med på siden bliver forholdet endnu større, idet L^ATEX bruger mere luft omkring ligningerne end Word vil gøre.

Tager man disse ting i betragtning, mener jeg, at opgaven har den rigtige størrelse.

Inddeling

Opgaven er inddelt i 6 kapitler plus 3 bilag. Her kommer en kort disposition af hvad hvert kapitel og bilag indeholder.

Kapitel 1

er den generel indføring i hvad vi forstår ved et primtal og en beskrivelse af deres egenskaber.

Kapitel 2

beskæftiger sig med kongruensbegrebet og introducerer modulusregning. Vi starter med det, da vi næsten uafbrudt kommer til at bruge kongruenser i resten af opgaven.

Kapitel 3

indeholder gruppeteori. Vi definerer grupper og en række af deres egenskaber. Vi skal bruge denne gruppeteori i næste kapitel til at bevise Lucas-Lehmer sætningen.

Kapitel 4

indeholder så endelig beviset for Lucas-Lehmer sætningen.

Kapitel 5

viser hvordan man så bruger Lucas-Lehmer sætningen konkret til at finde primtal i et projekt kaldet GIMPS.

Kapitel 6

er en opsummering og sammenfatning.

Bilag A

er en tabel med samtlige 38 Mersenne primtal og de tilhørende perfekte tal. Tallene er ikke skrevet ud i deres fulde længde, da det ville kræve flere tusinde sider.

Bilag B

samler de beviser fra afsnittet om kongruens, som det ikke var værd at bruge plads på i selve opgaven.

Bilag C

indeholder ligeledes en række sætninger om regnereglerne med grupper (og beviser derfor), som ikke var så vigtige for hovedteksten.

Bilag D

er en gennemgang af den algoritme som bruges ved division i mprime.

Bilag E

er egentlig ikke et bilag, men blot en henvisning til de elektroniske kilder som findes på den vedlagte diskette.

Indhold

• Forord
  • Stilen
  • Inddeling
  
  
• 1. Primtal og deres kendetegn
  • 1.1 Generelt om primtal
    • 1.1.1 Uendelig mange primtal
    • 1.1.2 Faktorisering af sammensatte tal
  • 1.2 At vise at et tal er et primtal
    • 1.2.1 Den naive metode
    • 1.2.2 Eratosthenes si
  • 1.3 Mersenne primtal
    • 1.3.1 Den historisk udvikling
    • 1.3.2 Sætninger om Mersenne primtal
    • 1.3.3 Mersenne primtals betydning
  
  
• 2. Kongruens og modulusregning
  • 2.1 Kongruens
  • 2.2 Restklasser
  
  
• 3. Grupper
  • 3.1 Algebraisk struktur
  • 3.2 Grupper
    • 3.2.1 Orden på sagerne
  
  
• 4. Lucas-Lehmer sætningen
  • 4.1 Lucas-Lehmer
  
  
• 5. Lucas-Lehmer sætningen i brug
  • 5.1 GIMPS-projektet
  • 5.2 Programmet mprime
    • 5.2.1 Lucas-Lehmer testen
    • 5.2.2 Dobbelttjek
  
  
• 6. Konklusion
• A. Tabel over $M_p$
• B. Kongruens
• C. Grupper
  • C.1 Regneregler
  • C.2 Den associative lov
  • C.3 Den kommutative lov
  • C.4 Neutralt og inverst element
  
  
• D. Hurtig division
  • D.1 Algoritmen
  • D.2 Eksempel
  
  
• E. Elektroniske kilder
• Litteratur
• About this document ...

1. Primtal og deres kendetegn

Vi vil starte med at se generelt på primtal. Mersenne primtal er blot primtal som opfylder nogle yderligere krav, men derfor stadig også opfylder de generelle krav til primtal.

1.1 Generelt om primtal

Forskellige tal har forskellige divisorer. Ethvert helt tal $a$ har de såkaldte trivielle divisorer $1$, $-1$, $a$ og $-a$. Andre divisorer kaldes ægte divisorer ifølge [13, s. 168].

Nogle tal har ikke andre divisorer end de trivielle -- sådanne tal kaldes primtal. Vi kan formalisere definitionen:

DEFINITION 1.1   Et tal $a$ større end 1 som ikke har andre divisorer end 1, $-1$, $a$ og $-a$ kaldes et primtal.

De første primtal er den kendte talfølge $2, 3, 5, 7, 11, 13, \ldots$. Et tal som ikke er et primtal, kaldes et sammensat tal. Har vi to tal som ikke har nogle fælles, ægte divisorer, siger vi at de er indbyrdes primiske. Der gælder så følgende om et sammensat tal:

SÆTNING 1.2   Ethvert sammensat tal større end 1 har et primtal som divisor, da den mindste divisor som er større end 1 er et primtal.

Vi har et helt tal $a>1$. Den mindste divisor i $a$ som er større end 1, $d$ er så et primtal, da $d$ ikke har nogen ægte divisor. En ægte divisor i $d$ ville også være divisor i $a$ og samtidig være mindre end $d$, hvilket ikke kan lade sig gøre, da $d$ er den mindste ægte divisor i $a$. $\blacksquare$

1.1.1 Uendelig mange primtal

Vi vil straks gå videre og vise den fundamentale sætning 1.3, som er taget fra [8, s. 14]:

SÆTNING 1.3 (Euclid)   Der findes uendelig mange primtal.

Vi vil vise at vi altid kan finde endnu et primtal. Hvis vi går ud fra, at der er et endeligt antal primtal, $n$, må vi kunne skrive dem op på en liste: $p_1, p_2, p_3, \ldots, p_n$. Ud fra denne liste, kan vi lave tallet

$$T = p_1 p_2 p_3 \cdots p_n+1$$ (1.1)

Nu har $T$ ingen ægte divisorer blandt de allerede kendte primtal, da der ved division med et af $p_1, p_2, p_3, \ldots, p_n$ altid vil fremkomme en rest på 1.

Den mindste divisor i $T$ som er større end 1, vil så ifølge sætning 1.2 være et primtal, som vi ikke havde fundet endnu. $\blacksquare$

Med hensyn til Mersenne primtal, har man endnu ikke kunnet give noget bevis for, at der også er uendelig mange af dem[14, s. 80]. Man kan dog heller ikke give nogen god grund til, at det ikke skulle være tilfældet.

1.1.2 Faktorisering af sammensatte tal

En anden vigtig egenskab ved primtallene er, at de er alle sammensatte tals byggeklodser, forstået på den måde, at ethvert heltal kan skrives som et produkt beståede udelukkende af primtal:

SÆTNING 1.4   Ethvert tal $a>1$ kan skrives som et produkt af primtal. Skrives $a$ som et sådant produkt, siger vi at $a$ er opløst i dets primfaktorer.

Sætning 1.2 fortæller os at vi kan skrive $a$ som $p_1a_1$ hvor $p_1$ er et primtal, og $a_1$ er et heltal som er mindre end $a$. Hvis $a_1=1$ er $a=p_1$, altså et primtal. Vi er så færdige.

Hvis $a_1 > 1$, så kan vi skrive $a_1$ som $p_2a_2$ hvor $p_2$ er et primtal. $p_2$ vil så også være en primfaktor i $a$, da $a=p_1p_2a_2$. Hvis nu $a_2=1$, er vi færdige, ellers fortsætter vi på samme måde ved at opløse $a_2$ i $p_3a_3$.

Vi fortsætter indtil $a_n=1$, hvilket vil ske på et tidspunkt, da vi har en aftagende følge af positive hele tal:

$$a > a_1 > a_2 > \cdots > a_{n-1} > a_n = 1$$ (1.2)

Der kan højst være $a$ tal i følgen, da de alle er mindre end $a$ og positive.

Efter at have fundet $n$ primtal, har vi fået opløst $a$ i dets primfaktorer: $a=p_1p_2p_3\cdots p_n$, hvilket var det vi skulle. $\blacksquare$

1.2 At vise at et tal er et primtal

Der er forskellige måder hvorpå man kan vise, at et givent tal er et primtal.

1.2.1 Den naive metode

Det simpleste er at prøve at finde en faktor til tallet $n$ ved division. Sætning 1.2 siger, at hvis vi kan finde en ægte divisor til tallet $n$, så er $n$ ikke et primtal. Kan vi omvendt vise, at der ikke findes nogen ægte divisorer, så er tallet et primtal.

Så vi starter med at prøve at dele med 2, og hvis det ikke går op, prøver vi med 3, 4, 5 osv. Vi behøver kun at prøve indtil $i^2 \ge n$, hvor $i$ er det tal vi prøver med, da tal derover ikke vil kunne gå op i $n$. Hvis $ij=n$, hvor $i^2 \ge n$, må $j \le i$, men så er $j$ allerede testet.

Da man skal prøve med tal indtil $i^2 \ge n$, bliver beregningstiden meget stor, når vi arbejder med store tal. Allerede i antikken havde man derfor fundet en mere effektiv metode kaldet Eratosthenes si.

1.2.2 Eratosthenes si

Når man gerne vil finde alle primtal under en vis grænse $g$, kan man bruge en metode som går under navnet Eratosthenes si.

Man starter med at skrive alle tallene mindre end $g$ og større end 1 op efter hinanden. Sætter vi $g=20$ får vi følgende talrække:

$$2, \hspace{0.5em} 3, \hspace{0.5em} 4, \hspace{0.5em} 5, \hspace{... ... 16, \hspace{0.5em} 17, \hspace{0.5em} 18, \hspace{0.5em} 19, \hspace{0.5em} 20$$ (1.3)

Første tal på listen kan ikke have nogen ægte divisor, så 2 er derfor et primtal. Alle tal som 2 går op i har nu 2 som divisor, og er derfor sammensatte. Disse tal fjernes fra listen:

$$2, \hspace{0.5em} 3, \hspace{0.5em} 5, \hspace{0.5em} 7, \hspace{... ... 11, \hspace{0.5em} 13, \hspace{0.5em} 15, \hspace{0.5em} 17, \hspace{0.5em} 19$$ (1.4)

Det næste tal i listen er 3, kan ikke have nogen ægte divisor. Hvis det havde, ville 3 ikke længere være i listen. Vi fjerner så alle tal som har 3 som divisor:

$$2, \hspace{0.5em} 3, \hspace{0.5em} 5, \hspace{0.5em} 7, \hspace{0.5em} 11, \hspace{0.5em} 13, \hspace{0.5em} 17, \hspace{0.5em} 19$$ (1.5)

Vi kommer så til tallet 5. Men da $5^2=25>20$, behøver vi ikke at fortsætte. Hvis der var flere sammensatte tal under 20, kunne det jo ikke have et primtal mindre end 5 som faktor. Det mindste sammensatte tal vi kunne “ramme” ville altså være 25. Fordelen ved denne metode er, at vi finder mange primtal på én gang, ved at udføre næsten de samme beregninger som ved det første metode.

1.3 Mersenne primtal

Da denne opgave skal handle om Mersenne primtal, må vi hellere slå fast hvad det er for primtal vi kalder Mersenne primtal, samt indføre en notation for dem:

DEFINITION 1.5   Et Mersenne primtal, $M_p$, er et primtal som kan skrives som:

$$M_p = 2^p-1.$$ (1.6)

1.3.1 Den historisk udvikling

(Se tabel A.1 for en komplet liste med alle kendte Mersenne primtal.)

Det var tidligere en normal misforståelse, at $2^p-1$ altid ville være et primtal, bare $p$ var det. Men i 1536 viste Hudalricus Regius[5], at det ikke var tilfældet, idet $2^{11}-1 = 2047 = 23 \cdot 89$.

Pietro Cataldi fandt i 1588 ud af, at $M_{17}=131071$ og $M_{19}=524287$. Men han mente også at $M_{23}=47 \cdot 178481$, $M_{29}=233 \cdot 1103 \cdot 2089$ og $M_{37}=233 \cdot 616318177$ var primtal.^1.1

Det kendetegner disse første forsøg på et finde store primtal, at man ikke havde ret hver gang. Men det er ikke så underligt, for man skal jo huske at f.eks. $M_{31}=2147483647$ jo har 10 cifre. Det er nogle enorme tal at arbejde med, hvis man ikke har elektroniske hjælpemidler.^1.2

Man fortsatte med at lede efter endnu større primtal, og i 1644 påstod den franske munk Marin Mersenne (1588-1648) i sin bog Cogitata Physica-Mathematica at $2^p-1$ var et primtal for

$$p = 2, 3, 5, 7, 13, 17, 19, 31, 67, 127 257$$ (1.7)

I denne liste var det kun tallene fra 31 og op efter, man var i tvivl om. Mersenne indrømmede endda at han ikke havde testet alle disse tal, men da tallene er så store, kunne ingen modbevise ham.

Først over 100 år senere kunne L. Euler (1707-1783) vise at $M_{31}$ virkelig er et primtal, og 230 år senere viste E. Lucas (1842-1891) at $M_{127}$ også er et primtal. $M_{127}$ har 39 cifre og er det største primtal som er fundet ved håndkraft.

Senere fandt man ud af, at Mersenne havde glemt 3 tal, nemlig $M_{61}$, $M_{89}$ og $M_{107}$. Han tog også fejl ved $M_{67}= 193707721 \cdot 761838257287$.^1.3 Men hans navn blev alligevel knyttet til disse primtal.

1.3.2 Sætninger om Mersenne primtal

Der gælder følgende sætning om $M_p$:

SÆTNING 1.6   Hvis $M_p=2^p-1$ er et primtal, er $p$ selv et primtal.

Det beviser vi nu, beviset er fra [4].

Vi har $r, s \in \mathbb{Z}_+$. Vi kan så skrive $x^{rs}-1$ som

$$x^{rs} -1 = \left(x^s-1\right)\left(x^{s(r-1)} + x^{s(r-2)} + \cdots + x^{2s} + x^{s} + 1\right)$$ (1.8)

Vi kan gøre prøve ved at gange $\left(x^s-1\right)$ ind i parentesen. Resultatet bliver så:

$$\begin{split}x^{sr} & + x^{s(r-1)} + x^{s(r-2)} + \cdots + x^... ...} - \cdots - x^{3s} - x^{2s} - x^{s} - 1 = x^{sr}-1 \end{split}$$ (1.9)

Vi har nu vist at $2^p-1$ ikke kan være et primtal, hvis $p$ ikke selv er et primtal. Vi har nemlig vist at tallet $2^s-1$ går op i $2^p-1$, hvis $p$ kan skrives som $p=rs$. $\blacksquare$

Sætning 1.6 fortæller os, at vi nemt kan finde faktorer til $2^p-1$, når $p$ ikke er et primtal. F.eks. må $2^{100}-1$ være en faktor i $2^{1000}-1$, ligesom $2^{10}-1$ må være det.

Hvis $M_p$ ikke er et primtal, kan vi faktisk udtale os om formen af divisorerne:

SÆTNING 1.7   Hvis $p$ og $q$ er ulige primtal, og $q$ går op i $M_p$, så gælder der at

$$p \equiv 1 \pmod{q} \quad p \equiv \pm 1 \pmod{8}$$ (1.10)

Det er det samme som at sige at en faktor $q$ skal have formen $q=2kp+1$, hvor $k$ er et heltal.

Jeg giver ikke noget bevis for sætning 1.7, i stedet henvises til [6].

1.3.3 Mersenne primtals betydning

Som med det meste talteori, har Mersenne primtal ikke nogen særlig konkret betydning. Men man må dog nævne at Mersenne primtallene er knyttet sammen med de perfekte tal. Om et perfekt tal gælder

DEFINITION 1.8   Et tal $n$ er perfekt, hvis det er lig summen af dets (positive) divisorer, undtagen tallet selv. Derfor er 6 et perfekt tal, da $6=1+2+3$. Det samme er 28, da $28 = 1 + 2 + 4 + 7 + 14$.

Perfekte tal er rimelig sjældne. Man kender også kun lige perfekte tal, men har endnu ikke kunne give noget bevis hverken for eller imod, at der skulle findes et ulige perfekt tal. Men man ved at et eventuelt ulige perfekt tal må være stort[11, s. 167], da man ved hjælp af computere har undersøgt alle tal op til $10^{600}$!

Hvert Mersenne primtal vi finder, giver os samtidig et lige perfekt tal[14, s. 81] ifølge sætning 1.9:

SÆTNING 1.9   For hvert Mersenne primtal $M_p=2^p-1$ gælder der at $P_p = 2^{p-1}(2^p - 1)$ er et lige perfekt tal.

Før vi kan bevise sætning 1.9 må vi først introducere funktionen $\sigma(n)$, se [7]:

DEFINITION 1.10   $\sigma(n)$ betegner summen af de positive divisorer til $n$. Vi har så for et primtal $p$ at $\sigma(p) = p+1$ og at $\sigma(m)=2m$ hvis $m$ er et perfekt tal. $\sigma(n)$ har den egenskab at $\sigma(nm) = \sigma(n)\cdot\sigma(m)$ når $n$ og $m$ er indbyrdes primiske.

Der er lige en lille sætning vi også skal bruge, beviset for sætningen har jeg selv lavet:

SÆTNING 1.11   Der gælder følgende om $\sigma\left(2^n\right)$:

$$\sigma\left(2^n\right)=2^{n+1}-1$$ (1.11)

Hvis vi opløser $2^n$ i dets primfaktorer, får vi naturligvis $2^n$. Derfor kan f.eks. 3 eller 5 ikke gå op i $2^n$. En divisor skal så selv have formen $2^m$ hvor $m \le n$. Der må altså være $n$ af disse divisorer, da $2^n$ er delelig med et hvert tal på formen $2^m$:

$$\frac{2^n}{2^m} = 2^{n-m} \in \mathbb{Z}$$ (1.12)

Divisorerne er altså $\{1, 2, 2^2, 2^3, \dots, 2^{n-1}, 2^n\}$. Deres sum er:

$$\sum_0^n 2^n = 2^{n+1}-1$$ (1.13)

Derved har vi vist at summen af divisorerne, $\sigma\left(2^n\right)$, er lig $2^{n+1}-1$. $\blacksquare$

Vi kan så bevise sætning 1.9 som i [3]:

Vi går ud fra at $M_p=2^p-1$ er et primtal, og skal vise at $n=2^{p-1}(2^p-1)$ er et (lige) perfekt tal, hvilket er det samme som at $\sigma(n) = 2n$.

Vi har altså:

$$\sigma(n) = \sigma\left(2^{p-1}(2^p-1)\right) = \sigma\left(2^{p-1}\right)\cdot\sigma\left(2^p-1\right) = (2^p-1) 2^p = 2n$$ (1.14)

Vi benyttede undervejs at $2^{p-1}$ og $2^p-1$ er indbyrdes primiske, da $2^p-1$ er et primtal som i hvert tilfælde ikke går op i $2^{p-1}$. Det viser at $n$ er et perfekt tal og at det må have formen $n=2^{p-1}\left(2^p-1\right)$.

Vi kan også vise at det omvendte gælder, nemlig at hvis $n$ er et lige perfekt tal, så vil det kunne skrives som $n=2^{p-1}\left(2^p-1\right)$.

Vi har altså et lige perfekt tal, $n$. Det må vi kunne skrive som $2^{k-1}m$ hvor $k \ge 2$ og $m$ er et ulige heltal. Vi regner nu på $\sigma(n)$:

$$\sigma(n) = \sigma\left(2^{k-1}m\right) = \sigma\left(2^{k-1}\right)\cdot \sigma(m)$$ (1.15)

Det giver os at

$$\sigma(n) = \left(2^k -1\right)\cdot \sigma(m)$$ (1.16)

Vi benyttede at $2^{k-1}$ og $m$ må være indbyrdes primiske, da $2^{k-1}$ kun har primtalsdivisoren 2 og $m$ er ulige og derfor ikke delelig med 2.

Vi ved også at $n$ er et perfekt tal:

$$\sigma(n) = 2n = 2\left(2^{k-1}m\right) = 2^km$$ (1.17)

Kombinerer vi de to sidste ligninger får vi

$$2^km = \left(2^k-1\right)\cdot \sigma(m)$$ (1.18)

hvilket betyder at $2^k-1$ går op i $2^km$. Men $2^k-1$ kan ikke gå op i $2^k$, og må derfor gå op i $m$. Vi kan altså skrive $m$ som

$$m=\left(2^k-1\right)M \Leftrightarrow m+M = 2^kM$$ (1.19)

hvor $M\in \mathbb{Z}$. Sætter vi $m=\left(2^k-1\right)M$ ind i (1.18), får vi:

$$\begin{split}2^k\left(2^k-1\right)M & = \left(2^k-1\right) \cdot \sigma(m) \Leftrightarrow 2^kM & = \sigma(m) \end{split}$$ (1.20)

Både $m$ og $M$ er divisorer i $m$. Da $\sigma(m)$ netop er summen af divisorerne i $m$ (som der godt kan være flere af ud over $m$ og $M$), må $\sigma(m)$ være større end eller lig $m+M$. Men da $m+M$ samtidig er lig $2^kM$ ifølge (1.19), har vi at

$$\sigma(m) = m+M$$ (1.21)

Det viser at der kun kan være to divisorer i $m$. Hvis nu $M$ var lig $ab$, skulle vi have fået $\sigma(m) = m+M+a+b$. $m$ må så være et primtal, og $M$ må være lig 1.

Vi har altså at $m=2^k-1$ er et primtal. Tallet $n$ får så formen $2^{k-1}\left(2^k-1\right)$, hvilket var det vi skulle vise. $\blacksquare$

Som et eksempel på brugen af sætning 1.9, kan vi se at tallet $2^{12}\left(2^{13}-1\right)=33550336$ er et perfekt tal, da $M_{13}=2^{13}-1$ er et primtal.

2. Kongruens og modulusregning

Jeg har medtaget dette afsnit, da det er nødvendigt for beviset af Lucas-Lehmer sætningen senere.

Når man regner med kongruenser, regner man faktisk med rester efter divisioner. Derfor er kongruensbegrebet uhyre vigtigt i forbindelse med primtal, da man netop i denne sammenhæng ofte beskæftiger sig med brøker, rester og tals delelighed generelt.

2.1 Kongruens

Vi starter med at definere kongruens:

DEFINITION 2.1   Hvis differencen mellem to tal $a$ og $b$ er delelig af et andet tal $m$, siger vi at $a$ er kongruent med $b$ modulus $m$, og det skrives således:

$$a \equiv b \pmod{m}$$ (2.1)

Vi kan også skrive det som en almindelig ligning i stedet:

$$\frac{a-b}{m} = n \Leftrightarrow a = nm + b,\quad n \in \mathbb{Z}$$ (2.2)

Det var C. F. Gauss (1777-1855) som opfandt denne notation[11, s. 69]. Notationen ligner den vi bruger til almindelige ligninger, og det viser sig at man kan regne på kongruenserne efter nogle specielle regler. Det var et stort fremskridt, da man nu havde fået et værktøj til at beskrive de ting, der sker når tal går op i hinanden.

Da de fleste af de følgende sætninger er ret trivielle at bevise, har jeg flyttet beviserne over i bilaget, se side .

SÆTNING 2.2   Følgende kongruenser er altid sande: $a \equiv b \pmod{1}$ og $a \equiv 0 \pmod{a}$.

SÆTNING 2.3   Vi kan gange både $a$ og $b$ med det samme tal: $a \equiv b \pmod{m} \Leftrightarrow ad \equiv bd \pmod{m}$. Som et specialtilfælde har vi at $a \equiv 0 \pmod{m} \Leftrightarrow an \equiv 0 \pmod{m}$.

SÆTNING 2.4   Kongruenser modulus det samme tal kan lægges sammen og trækkes fra hinanden: Hvis $a \equiv b$ og $c \equiv d \pmod{m}$ så gælder der at $a+c \equiv b+d \pmod{m}$.

SÆTNING 2.5   Kongruenser modulus det samme tal kan også ganges sammen: Hvis $a \equiv b$ og $c \equiv d \pmod{m}$ så gælder der at $ac \equiv bd \pmod{m}$. Hvis vi gentager processen får vi at der også gælder at: $a^k \equiv b^k \pmod{m}$.

SÆTNING 2.6   Hvis $a \equiv b$ og $b \equiv c \pmod{m}$ så gælder der at $a \equiv c \pmod{m}$.

SÆTNING 2.7   Vi kan lægge et helt antal $m$ til eller trække det fra $a$, og vil stadig få samme rest: $a\pm nm \equiv b \pmod{m}$.

SÆTNING 2.8   Kongruensen $a \equiv b \pmod{m}$ er kun sandt, hvis der samtidig gælder at $ac \equiv bc \pmod{mc}$.

SÆTNING 2.9   Hvis $ac \equiv bc \pmod{m}$ og største fælles divisor for $c$ og $m$ er $d$, så gælder der at $a \equiv b \pmod{\frac{m}{d}}$. Hvis $c$ og $m$ er indbyrdes primiske ($d=1$), og vi får så at $a \equiv b \pmod{m}$.

$ac \equiv bc \pmod{m}$ kan skrives om til $ac = jm+bc$. Den største fælles divisor for $c$ og $m$ er $d$, så der gælder så også at $a\frac{c}{d} = j\frac{m}{d} + b\frac{c}{d}$. Her er alle brøkerne heltal, da $d$ går op i både $c$ og $m$.

Vi kan så gange igennem med $\frac{d}{c}$, og får så at $a = \frac{m}{c} + b \Leftrightarrow a$ hvilket viser at $a$ er kongruent med $b$ modulus $\frac{m}{c}$. $\blacksquare$

Som et eksempel kan vi se på kongruensen $6\cdot 6 \equiv 1\cdot 6 \pmod{15}$. Her har vi at største fælles divisor for 6 og 15 lig 3. Vi kan derfor omskrive kongruensen til $6 \equiv 1 \pmod{5}$, hvilket tydeligvis også er sandt.

2.2 Restklasser

Har vi en ligning som $a \equiv b \pmod{m} \Leftrightarrow a = nm+b$ får vi en hel række løsninger, da $n \in \mathbb{Z}$. Det at vi får en hel klasse af løsninger, fører os over i begrebet restklasser:

DEFINITION 2.10   Tal som giver samme rest $r$ ved division med et tal $t$, siges at tilhøre samme restklasse. Vi får $t$ klasser, som kaldes restklasserne modulus $t$.

Ud fra definitionen og det vi ved om kongruens, kan vi skrive at $a$ og $b$ ligger i samme restklasse modulus $t$ sådan her:

$$\begin{split}a & \equiv k \pmod{t} \Leftrightarrow a = n_1t+k b & \equiv k \pmod{t} \Leftrightarrow b = n_2t+k \end{split}$$ (2.3)

Det medfører faktisk at $a \equiv b$ og at $b \equiv a \pmod{t}$ da:

$$\begin{split}a-b = (n_1-n_2)t \Leftrightarrow a \equiv b \pmo... ...-a = (n_2-n_1)t \Leftrightarrow b \equiv a \pmod{t} \end{split}$$ (2.4)

hvor både $n_1-n_2$ og $n_2-n_1$ er heltal.

3. Grupper

Gruppeteorien beskæftiger sig med forskellige mængder af objekter, som er knyttet sammen af kompositioner, som opfylder nogle bestemte krav. Da der ikke er nogle bestemte krav til typen af objekter, er gruppeteori altså en del af det man vil kalde abstrakt algabra.

3.1 Algebraisk struktur

Vi starter med at se på en komposition[13, s. 133]:

DEFINITION 3.1   En komposition $*$ i en mængde $M$ er en forskrift, som knytter et hvert ordnet par af elementer fra $M$ til et element i $M$. $*$ definerer en afbildning af $M$ ind i $M$.

Man skal lægge mærke til at symbolet $*$ ikke er brugt som et gangetegn. $*$ angiver blot en vilkårlig forskrift, som f.eks. kunne være givet ved

$$a*b = \frac{a+b}{3}$$ (3.1)

Ud fra en komposition får vi så en algebraisk struktur:

DEFINITION 3.2   En algebraisk struktur er en mængde, $M$, hvortil der er knyttet en komposition, $*$. Dette skrives som $(M,*)$.

Vi kan nu se, at vi allerede kender mange algebraiske strukturer. F.eks. har vi at $(\mathbb{Z},+)$ er en algebraisk struktur, da der gælder

$$\forall a,b\in \mathbb{Z}:\quad a+b \in \mathbb{Z}$$ (3.2)

Næste skridt ville så være at fastlægge, hvordan vi ville regne med elementerne i en algebraisk struktur. Men da disse regler blot er udtryk for en mere formel beskrivelse af de regler vi allerede kender, er de flyttet til bilaget, se afsnit C.1. Vi vil dog lige ridse definitionerne op:

For at den associative lov er opfyldt for kompositionen $*$, skal der gælde følgende

DEFINITION 3.3   En komposition $*$ i en mængde $M$ er associativ, hvis den opfylder

$$\forall a,b,c\in M:\quad (a*b)*c = a*(b*c)$$ (3.3)

En algebraisk struktur med en associativ kompositon $(M,*)$ kaldes en semigruppe.

Vi har også den kommutative lov:

DEFINITION 3.4   En komposition $*$ i en mængde $M$ er kommutativ hvis den opfylder at

$$\forall a, b\in M:\quad a*b=b*a$$ (3.4)

Er $(M,*)$ er semigruppe, og er $*$ kommutativ, har vi en kommutativ semigruppe.

I nogle algebraiske strukturer findes et element som er neutralt.

DEFINITION 3.5   I en algebraisk struktur $(M,*)$ er elementet $e$ neutralt hvis der gælder at

$$\forall a \in M:\quad a*e = e*a = a$$ (3.5)

Ved addition kaldes det neutrale element for et nul-element mens det kaldes et et-element ved multiplikation.

Når vi så har en vilkårlig semigruppe med et neutralt element, kan vi definere et omvendt element:

DEFINITION 3.6   Når $a$ er element i semigruppen $(M,*)$ med det neutrale element $e$, og ligningssystemet

$$x*a=e,\qquad a*x=e$$ (3.6)

har en løsning, er $a$ invertibelt. Løsningen kaldes det inverse element til $a$ og betegnes med $a^{-1*}$.

3.2 Grupper

Nu da vi har defineret en komposition, en algebraisk struktur, en semigruppe, et neutralt element og et inverst element, er vi endelig klart til at definere hvad vi forstår ved en gruppe (se [13, s. 148], [12, s. 27] eller [1, s. 186]):

DEFINITION 3.7   En gruppe er en algebraisk struktur $G$ med en komposition $*$, som opfylder følgende:

• $*$ opererer på to elementer og der gælder at $a,b\in G \Rightarrow a*b\in G$,
• $*$ er associativ,
• Der findes et neutralt element i $G$,
• Alle elementer i $G$ har et inverst element.

Hvis kompositionen $*$ også er kommutativ, siges gruppen at være kommutativ. En kommutativ gruppe kaldes også en abelsk gruppe.^3.1

Vi ser nu hvorfor man kalder en associativ algebraisk struktur for en semigruppe, idet en semigruppe kun mangler at opfylde de to sidste punkter.

3.2.1 Orden på sagerne

Både de enkelte elementer i en gruppe og gruppen selv kan have det vi betegner med orden. Vi definerer et elements orden således:

DEFINITION 3.8   I en endelig gruppe med kompositionen $*$ er et elements orden $n$ det mindste tal større end 0 som opfylder at:

$$a^{n*} = e$$ (3.7)

hvor $e$ er det neutrale element i gruppen. Vi skriver det også som $n = \operatorname{ord}a$.

Vi vil nu bevise at ethvert element i en endelig gruppe har en orden

Vi skal vise at man før eller siden vil komme til det neutrale element:

$$\exists n \in \mathbb{Z}:\quad a^{n*} = e$$ (3.8)

Vi går ud fra at det ikke er muligt. For at undgå at komme til det neutrale element, må man altså kunne cykle i ring blandt gruppens elementer. Da gruppen indeholder et endeligt antal elementer, vil man før eller siden komme tilbage til et element, man har været ved før.

Dette element må endvidere være det oprindelige element $a$. Hvis ikke, skulle der være to forskellige løsninger til ligningen $a^{(m-1)*}$, hvor $a^{m*}$ er det første element, vi har været ved før.

Vi har altså at $a = a^{m*} = a^{2m*}$. Det er lovligt at tilføje $a^{-1*}$ på hver side af lighedstegnet, så det gør vi. Det giver os at $a*a^{-1} = a^{(m-1)*} \Leftrightarrow e = a^{(m-1)*}$. Vi ser nu at vi alligevel når til det neutrale element, nemlig efter $m-1$ gange. $\blacksquare$

En gruppe har også en orden:

DEFINITION 3.9   En gruppes orden $n$ er lig antallet af elementer i $G$.

SÆTNING 3.10   Hvis $G$ er en endelig gruppe, er et elements orden højst lig gruppens orden:

$$\operatorname{ord}x \le \operatorname{ord}G$$ (3.9)

Beviset kommer fra [11, s. 173]:

En gruppe $G$ med ordnen $n$ og kompositionen $*$ består af $n$ elementer. Følgende mængde $\{e, x, x^{2*}, x^{3*}, \dots , x^{n*}\}$ hvor $x \in G$ består af $n+1$ elementer, så mindst to af dem må være ens. Vi har så at $x^{u*} = x^{v*}$ hvor $0\le u < v \le n$. Det giver os at $x^{(v-u)*} = x^{0*} = e$, hvor $1 \le v-u \le n$.

Ifølge definitionen ef et elements orden (sætning 3.8) må $\operatorname{ord}x$ nu være mindre end eller ligmed $v-u$, som selv er mindre end eller lig med $n$: $\operatorname{ord}x \le v-u \le n$. Det giver os at $\operatorname{ord}x \le n$. $\blacksquare$

SÆTNING 3.11   Vi har en endelig gruppe $G$ hvor $a \in G$. Der gælder nu at

$$a^r = e \Rightarrow \operatorname{ord}a \equiv 0 \pmod{r}$$ (3.10)

Dette bevis stammer også fra [11, s. 173]:

Vi sætter $s=\operatorname{ord}x$, og går ud fra at $x^{r*} = e$, hvor der gælder at $r \equiv b \pmod{s} \Leftrightarrow r = as+b$ hvor $a \in \mathbb{Z}$ og $0\le b < s$.^3.2 Hvis $b>0$ går $r$ altså ikke om i $s$, der er $b$ til rest. Vi får så at:

$$e = x^{r*} = x^{(as+b)*} = \left(x^{s*}\right)^{a*}*x^{b*} = e^{a*}* x^{b*} = x^{b*}$$ (3.11)

Ved næstsidste omskrivning brugte vi definitionen på et elements orden, som siger at $x^{s*} = e$.

Hvis nu $b>0$ har vi fundet en mindre eksponent end $s$ som giver os det neutrale element, da $b<s$. Dette strider imod definitionen af et elements orden, som jo siger at $s>0$ er den mindste eksponent for hvilken det gælder at $a^{s*} = e$. Derfor kan $b$ kun være 0, hvilket giver os at

$$r \equiv 0 \pmod{s}$$ (3.12)

hvilket fortæller os at $r$ går op i $s$. $\blacksquare$

Følgende sætning bruges i beviset af Lucas-Lehmer sætningen.

SÆTNING 3.12   Lad $X$ være en mængde med en binær og associativ operator, som indeholder et neutralt element. Mængden $X^*$ af alle de invertible elementer i $X$ udgør så en gruppe.

Det neutrale element i $X$ er invertibelt, så $X^*$ er ikke en tom mængde. Det er også klart at alle elementer i $X^*$ er invertible, da det netop er en betingelse for at være med i $X^*$.

Vi mangler så blot at vise, $\forall a, b \in X^*: a*b \in X^*$. Vi tager to elementer fra $X$, $a$ og $b$, som er invertible, med de inverse elementer $a^{-1}$ og $b^{-1}$. Det inverse element til $a*b$ er så $b^{-1}*a^{-1}$, hvilket vi kan vise ved brug af den associative lov:

$$(a*b)*(b^{-1}*a^{-1}) = a*(b*b^{-1})*a^{-1} = a*e*a^{-1} = a*a^{-1} = e,$$ (3.13)

Dette inverse element findes, da både $a^{-1}$ og $b^{-1}$ tilhører $X^*$. Dermed opfylder $X^*$ kravene for at være en gruppe. $\blacksquare$

4. Lucas-Lehmer sætningen

Lucas-Lehmer sætningen bruges til at bevise at et givent Mersenne tal er et primtal. Derfor omtaler jeg den også sommetider som Lucas-Lehmer testen.

4.1 Lucas-Lehmer

Det følgende bevis for Lucas-Lehmer sætningen er taget fra [11, s. 170-173], som har det fra [2]. Oprindeligt stammer beviset fra [15].

SÆTNING 4.1 (Lucas-Lehmer)   $M_p=2^p-1$ er kun et primtal hvis det går op i $S_{p-1}$:

$$S_{p-1} \equiv 0 \pmod{M_p}$$ (4.1)

hvor serien $S$ defineres således:

$$\begin{split}S_1 & = 4 S_n & = S_{n-1}^2 - 2 \end{split}$$ (4.2)

Vi starter med at indføre to symboler $\omega = 2 + \sqrt{3}$ og $\overline{\omega} = 2 - \sqrt{3}$. Vi ser at $\omega\overline{\omega} = 1$.

Der gælder nu følgende om serien $S$, $\omega$ og $\overline{\omega}$:

SÆTNING 4.2   Det $m$-te element i serien $S$ er givet ved

$$S_m = \omega^{2^{m-1}} + \overline{\omega}^{2^{m-1}}.$$ (4.3)

Vi bruger et induktionsbevis, som i [9, s. 273-275]. Der skal altså gælde to ting om (4.3):

1. $S_1$ skal være sand,
2. Hvis $S_m$ er sand, skal $S_{m+1}$ også være det. Vi kender $S_{m+1}$ fra (4.2).

Ifølge (4.2) er $S_1 = 4$. Vi ser at $\omega^{2^{1-1}} + \overline{\omega}^{2^{1-1}}$ også er lig $4$.

Vi viser så, at hvis (4.3) er sand for $m$, så er den også sand for $m+1$. $S_{m+1}$ skal så være lig $\omega^{2^n} + \overline{\omega}^{2^n}$:

$$\begin{split}S_{m+1} & = S_m^2 - 2 & = \left(\omega^{2^{m... ... - 2 & = \omega^{2^m} + \overline{\omega}^{2^m} \end{split}$$ (4.4)

Vi har nu vist at (4.3) gælder for både $m = 1$ og for $m = m + 1$, derfor gælder den for alle $m \in \mathbb{Z}$. $\blacksquare$

Vi går nu ud fra at $M_p$ går op i $S_{p-1}$, og ud fra sætning 4.2 får vi at det må betyde følgende:

$$\begin{split}S_{p-1} & \equiv 0 \pmod{M_p} \Leftrightarrow \\... ...{\omega}^{2^{p-2}} & = RM_p, \qquad R \in \mathbb{Z}\end{split}$$ (4.5)

I sidste linie skrev vi kongruensen som en normal ligning. Denne arbejder vi videre på, først ganger vi igennem med $\omega^{2^{p-2}}$ og vi flytter 1 over på højresiden:

$$\omega^{2^{p-1}} = RM_p \omega^{2^{p-2}} - 1$$ (4.6)

Vi kvadrerer:

$$\omega^{2^p} = \left(RM_p \omega^{2^{p-2}}-1\right)^2$$ (4.7)

Vi får brug for (4.6) og (4.7) lidt senere.

Vi vil gå ud fra at $M_p$ ikke er et primtal, og vil vise at dette medfører en modstrid. Hvis $M_p$ ikke er et primtal, vil der være en primfakter $q$ som opfylder at $q^2 \le M_p$.

Vi lader nu $\mathbb{Z}_q$ betegne mængden af heltal modulus $q$ og $X$ betegne mængden $\{a_1+a_2\sqrt{3}:a_1,a_2 \in \mathbb{Z}_q\}$. Vi definerer to kompositioner på mængden $X$, addition og multiplikation. I begge tilfælde reducerer vi koefficienterne med modulus $q$.

Addition defineres på normal vis:

$$(a_1+a_2\sqrt{3})+(b_1+b_2\sqrt{3}) = (a_1+b_1)+(a_2+b_2)\sqrt{3}$$ (4.8)

På samme måde defineres multiplikation som:

$$(a_1+a_2\sqrt{3})\times(b_1+b_2\sqrt{3}) = (a_1b_1 + 3a_2b_2) + (a_1b_2+b_1a_2)\sqrt{3}$$ (4.9)

Vi ser at $(X,+,\times)$ er en algebraisk struktur, da kompositionerne opfylder kravet om at de afbilder mængden $X$ ind i $X$.

Det neutrale element i $X$ med hensyn til multiplikation er $1+0\sqrt{3}$. Da der ifølge sætning C.6 højst findes ét neutralt element, er det nok at gøre prøve med $1+0\sqrt{3}$ for at vise at det virkeligt er det neutrale element:

$$(a_1+a_2\sqrt{3})\times (1+0\sqrt{3}) = (1a_1 + 0a_2)+(0a_1 + 1a_2)\sqrt{3} = a_1+a_2\sqrt{3}$$ (4.10)

Vi lader $X^*$ betegne gruppen af invertible elementer i $X$. Ved at bruge sætning 3.12 ser vi at $X^*$ er en gruppe.

Vi ser nu på $\omega = 2 + \sqrt{3}$ som et element i $X$. $\omega$ er også et element i $X^*$ da det er invertibelt: $\omega\overline{\omega} = 1$. Hvis man tænker nærmere over det, vil det først se ud som om at $\overline{\omega} = 2 - \sqrt{3}$ ikke er et element i $X$. Alle elementerne i $X$ har jo formen $a+b\sqrt{3}$ hvor $a, b \in \mathbb{Z}_q = \{0, 1, \dots q-1\}$. Koefficienterne skulle altså ikke være negative.

Men da koefficienterne bliver reduceret modulus $q$, kan de i virkeligheden have denne form:

$$X = \{(a+nq)+(b+nq)\sqrt{3}: a, b \in \mathbb{Z}_q, n \in \mathbb{Z}\}$$ (4.11)

I tilfældet med $\overline{\omega} = 2 - \sqrt{3}$, kan vi også skrive $\overline{\omega}$ som $2+(q-1)\sqrt{3}$ da $q-1$ også er kongruent med $-1$ modulus $q$. Derfor er det faktisk i orden når de i beviserne skriver $\overline{\omega} = 2 - \sqrt{3}$.

Vi valgte $q$ så det gik op i $M_p$. Derfor gælder der at

$$RM_p \omega^{2^{p-2}} \equiv 0 \pmod{q}$$ (4.12)

Set som et element i $X$ er $RM_p \omega^{2^{p-2}}$ altså lig 0, da koefficienterne reduceres modulus $q$. Ud fra det kan vi omskrive ligningerne (4.6) og (4.7) til:

$$\begin{split}\omega^{2^{p-1}} & = RM_p \omega^{2^{p-2}} - 1 \... ...(RM_p \omega^{2^{p-2}}-1\right)^2 \equiv 1 \pmod{q} \end{split}$$ (4.13)

Set som et element i $X$ får vi altså at

$$\omega^{2^{p-1}} = -1 \qquad \omega^{2^p} = 1$$ (4.14)

Da $\omega^{2^p} = 1 = e$ har vi ifølge sætning 3.11 at $\operatorname{ord}\omega$ går op i $2^p$. Vi har altså at $\operatorname{ord}\omega = 2^k$ hvor $k\le p$. Hvis vi kvadrerer $\omega^{2^k} = 1$ får vi $\omega^{2^{k+1}} = 1^2$. Bliver vi ved med at kvadrere får vi til sidst at $\omega^{2^{p-1}} = 1$, hvilket er falsk i følge (4.14). Derfor kan $k$ ikke være mindre end $p$, hvilket giver os at $\operatorname{ord}\omega = 2^p$.

Da $X^*$ består af alle de invertible elementer fra $X$, får vi at $\operatorname{ord}X^* \le q^2-1$. Der er nemlig $q$ elementer i $\mathbb{Z}_q$, og vi bruger 2 elementer til hvert element i $X$. Det giver os at der er $q^2$ elementer i $X$. Men da elementet $0+0\sqrt{3}$ ikke er invertibelt, findes der højst $q^2-1$ elementer i $X^*$.

$\omega$ er et element i $X$, da $\omega\overline{\omega} = 1$. Her er det at $\overline{\omega}=2+(q-1)\sqrt{3}$, så der gælder at både $2$ og $q-1$ er elementer i $\mathbb{Z}_q$. Vi får så ifølge sætning 3.10 at

$$\begin{split}\operatorname{ord}\omega & \le \operatorname{ord}X^* \Leftrightarrow 2^p & \le q^2-1 \end{split}$$ (4.15)

Vi har samtidig valgt $q$ sådan at $q^2 \le M_p$, hvilket giver os at

$$q^2-1 \le M_p-1 \Leftrightarrow q^2-1 \le 2^p-2$$ (4.16)

Sætter vi nu (4.15) sammen med (4.16) får vi følgende modstrid:

$$2^p \le q^2-1 \le 2^p-2$$ (4.17)

Vi har nu vist at $q$ ikke kan være en primfaktor i $M_p$. Da vi netop valgte $q$, så det ville være primfaktor, må det betyde at $M_p$ ikke har nogen primfaktorer overhoved -- $M_p$ må derfor være et primtal. $\blacksquare$

5. Lucas-Lehmer sætningen i brug

Nu da vi har vist at Lucas-Lehmer sætningen kan bruges til at afgøre om et givent tal på formen $2^p-1$ er et primtal, ville det være oplagt at benytte testen i et computerprogram.

5.1 GIMPS-projektet

Der er i øjeblikket en koordineret jagt igang efter meget store Mersenne primtal, kaldet GIMPS. GIMPS er en forkortelse for “The Great Internet Mersenne Prime Search”, og som navnet siger foregår eftersøgninger på tværs af Internettet. Omkring 35.000 maskiner hjælper med i projektet[10].

Det foregår sådan, at der kører et program på hver computer der er tilmeldt projektet. Dette program aftaler med en central server, at det undersøger en bestemt eksponent. Den centrale server holder styr på, hvilke eksponenter der stadig er ledige, hvilke der allerede er tjekket én gang osv. På den måde arbejder de mange computere sig efterhånden gennem større og større eksponenter.

Min egen computer har netop afsluttet en test af $M_{10632613}$, som ikke var et primtal. Den er nu igang med $M_{10934279}$. Selv om Lucas-Lehmer testen er meget effektiv i forhold til andre metoder, tager det alligevel omkring en måned at teste bare én eksponent. Og det er endda på en hurtig maskine.

Men GIMPS har alligevel testet omkring 225.000 eksponenter igennem de 4 år projektet har været igang. Alle eksponenter mindre end 3.210.800 er nu dobbelttjekket, og alle under 5.558.700 er tjekket mindst én gang[17].

5.2 Programmet mprime

Det program som leder efter Mersenne primtallene hedder mprime. Da det trods alt er en tidskrævende proces at gennemføre en Lucas-Lehmer test, prøver man på at undgå den. Man starter derfor med at prøve at finde en faktor ved division[16]. Man bruger en modificeret udgave af Eratosthenes si (se afsnit 1.2.2), hvor alle potentielle faktorer på formen $2kp+1$ bliver repræsenteret. Man prøver derefter at dividere Mersenne tallet med de divisorer som ikke blev siet fra.

Man laver ikke bare en “normal” division, men bruger en meget hurtig algoritme. Da selve algoritmen blot er en beskrivelse af implementeringen i computeren, har jeg lagt den om i bilaget, se bilag D.

5.2.1 Lucas-Lehmer testen

Hvis man ikke finder nogen divisorer, må man lave en Lucas-Lehmer test. Sætning 4.1 siger at tallet $M_p$ er et primtal hvis det går op i $S_{p-1}$.

Vi skal altså finde ud af om $S_{p-1} \equiv 0 \pmod{2^p-1}$. Men hvis vi bare begynder at regne $S_{p-1}$ ud, får vi hurtigt nogle meget store tal ( $S_5 = 1537110438$), hvilket vi ikke er interesseret i, da disse er langsomme at arbejde med.^5.1

Derfor regner vi modulus $2^p-1$, sådan at vi efter hvert trin reducerer $S_n$ modulus $2^p-1$. Det kan vi gøre, fordi hvis

$$S_n \equiv k \pmod{2^p-1} \Leftrightarrow$$ (5.1)
så har vi ifølge sætning 2.5 at

$$S_n^2 \equiv k^2 \pmod{2^p-1} \Leftrightarrow$$ (5.2)
og vi kan så trække 2 fra på begge sider

$$S_{n+1} = S_n^2-2 \equiv k^2-2 \pmod{2^p-1}$$ (5.3)

Vi kan altså lige så godt regne videre med et tal som er kongruent med det “rigtige” og alt for store tal $S_n$. Resten, $k$ i eksemplet, holder sig så hele tiden under $2^p-1$, hvilket sikre at tallene ikke løber løbsk og bliver alt for store.

Hvis vi efter sidste trin får resten 0, ved vi at $2^p-1$ er et primtal. Vi demonstrere det ved at vise at $2^{17}-1$ virkeligt er et primtal. Processen skal så igennem $p-1=16$ trin. Ved hvert trin bruger man resten fra sidste trin, kvadrerer den og trækker 2 fra, og finder en ny rest:

$$S_1 = 4$$

$$S_2 = 4^2-2 \:\equiv\: 14 \pmod{2^{17}-1}$$

$$S_3 = 14^2-2 \:\equiv\: 194 \pmod{2^{17}-1}$$

$$S_4 = 194^2-2 \:\equiv\: 37634 \pmod{2^{17}-1}$$

$$S_5 \equiv 37634^2-2 \:\equiv\: 95799 \pmod{2^{17}-1}$$

$$\:\cdots\:$$

$$S_{13} \equiv 69559^2-2 \:\equiv\: 99585 \pmod{2^{17}-1}$$

$$S_{14}$$